Luftfoto af Gniben | Sjællands Odde | Geopark Odsherred

Gniben og Sjællands Rev

Her på Geopark Odsherreds yderste spids kan du gå en dejlig tur. Da området tilhører Søværnets Center for Våben, er der kun er adgang for offentligheden uden for almindelig arbejdstid.

For enden af Sjællands Odde ligger morænebakken Gniben, der blev dannet som en del af en randmoræne for ca. 19.000-17.000 år siden, da et isfremstød fra Sverige skød ind over Kattegat. Randmorænen rækker ca. 45 km ud i Kattegat, hvor den i dag danner det undersøiske rev, Sjællands Rev.

For ca. 5.000 år siden ændrede klimaet sig, og tiltagende storme eroderede Stenalderhavets kystklinter. Nedbrydningen af området omkring Gniben var i den periode omfattende. I dag er der kun 10-20 % tilbage af den oprindelige landmasse. Meget af materialet blev deponeret i området omkring Yderby Lyng, hvor der blev dannet et stort system af strandvolde. Med den samtidige landhævning blev de forskellige morænebakker forbundet, og Sjællands Odde opstod. 

Den oversvømmede randmoræne i Kattegat med Gniben som det sydligste punkt. Efter Houmark-Nielsen. 

Del denne side