Viggo Rørup | Sejerøbugten, 1935 | Odsherreds Kunstmuseum

Landskab der fortryller

Viggo Rørup: Sejerøbugten, 1935, 90 x 124 cm, Odsherreds Kunstmuseum

Fra ydersiden af Vejrhøjbuen er der udsigt til Ordrup Næs, der er resterne af en endemoræne fra Storebæltsgletsjeren.

Lyset, bakkerne og udsynet
Viggo Rørup (1903–1971) var en af de første unge kunstnere, der fik øje på Odsherreds særlige maleriske kvaliteter – foruden muligheden for her at få et billigt sted at bo. Lyset, bakkerne og udsynet blev en væsentlig tilskyndelse til at flytte til Odsherred i begyndelsen af 1930’erne efter uddannelsestiden på Kunstakademiet i København. Rørup har i dette billede iagttaget og gengivet oplevelsen af de store vidder med skovpartier og ubevoksede områder. Skyformationerne til højre genspejler trækronerne til venstre. Farveholdningen er præget af pastelagtige nuancer, der giver hele landskabet, så vel som himmel og hav, en næsten surrealistisk stemning.

Malested og motiv
Billedet er malet nær Rørups første bolig i bakkerne, før fritidshuskulturen med al sin bevoksning rigtig tog fart. Udsigten over skoven til Næbbet på Ordrup Næs kan dog stadig nydes, og denne lille plet er en af de dejligste i geoparken. 

Del denne side

Find malested og motiv
Kårup Skov
Parkering ved shelterplads
Åsvej nær nr. 46
4540 Fårevejle
GPS: N55°48'25", E11°23'39"
 
Gå mod nordvest ned ad grusvejen ca. 150 m, gå gennem leddet til venstre, hold til højre langs vejen, og bestig den første lille bakke. 
 
 
_____
Den kunsthistoriske rute

Tag på jagt efter kunstnernes motiver og malesteder i geoparken med folderen til Den kunsthistoriske rute. Se værker og landskabsmotiver fra herredet på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs og på Malergården i Plejerup. 

Gå- og cykelture

Klik dig frem til Kårup Skov og se andre ruteforslag i området hos Friluftsguiden.dk